Saga-Denmark logo
- Historien bag -

 


  Hvorfor ser Saga-Denmark logoet ud som det gør og hvad er det for nogle 'underlige' figurer som svæver rundt midt i det
  hele?
  Da mine tanker om en dansk SAGA side var så langt fremme at jeg følte jeg behøvede et logo udadtil, gik jeg længe og
  tænkte over hvordan sådan et skulle se ud. Det skulle være let genkendeligt og gerne have et eller andet med SAGA at
  gøre og alligevel være helt sit eget.
  Da jeg en dag ved en tilfældighed kom forbi indgangen til Tivolis Koncertsal lagde jeg mærke til en lang række
  interessante mosaikfigurer øverst oppe på facaden. Specielt to af dem sprang særligt i øjnene på mig. To underlige
  fantasivæsener som svævede rundt deroppe. Jeg ved ikke helt hvorfor det lige blev dem, men da Tivolis Koncertsal jo
  nærmest er en hellighed for os gamle SAGA fans i Danmark, tænkte jeg at de måtte være de helt rigtige at  bruge.


Tivolis Koncertsal med mosaikkerne øverst på væggene.


Mogens Zielers mosaikker udsmykker Tivolis Koncertsal.

  Jeg tog nogle billeder og gik hjem og forstørrede dem op så jeg kunne se hver eneste lille mosaik i figurerne.
  Derefter genskabte jeg dem som en tegning - et temmelig stort arbejde. Som det kan ses er figurerne på logoet
  temmelig kantet, men når man ved at de oprindelig er lavet af små mosaikfliser, forstår man bedre hvorfor.
  Figurerne satte jeg derefter på en baggrund af Dannebrog, da det jo gerne skulle signalere noget dansk, og mit logo var
  så småt ved at tage sin endelige form. Der manglede blot navnet nederst og her valgte jeg at skrive det som
  www.saga-denmark.com så det bliver så nemt som muligt for den som ser det at finde frem til min SAGA side.
  Saga-Denmark logoet var endelig færdigt.
  Smukt er det måske ikke - figurerne ligner mest af alt en krydsning mellem en kat og en sækkepibe - men det gode ved
  det er at det er let genkendeligt - har man først set det en gang, vil det sidde i underbevidstheden længe.


Temmelig mange mosaikfliser at tegne op.


Men det lykkedes da.


Her er så det færdige resultat - Saga-Denmark logoet.

  Mosaikkerne er udført af Mogens Zieler (1905-1983) og blev opsat under Tivolis Koncertsals opførelse i 1956.

  Tivolis Koncertsals gamle indgang blev desværre revet ned i 2005 og med det forsvandt Mogens Zielers fantasivæsener
  for evigt og i dag lever de måske kun videre gennem deres tilstedeværelse på Saga-Denmark logoet.

  Læs mere om Mogens Zieler:
www.mogenszieler.dk