Bonn 2002 - Del 2. ::

Dag 2.
Lørdag d. 6. juli 2002
Bonn

Det var blevet lørdag og i dag skulle koncerten opleves!
Vi gik ned og spiste morgenmad og gjorde os klar til at gå ud og kikke byen ud endnu engang.

En kæmpe butik med eksklusive møbler på gågaden i Bonn bar mit efternavn.

En glad gris venter på mad.

Vi blev fanget midt i det vildeste regnvejr og måtte gemme os under et træ.

Efter at have set det meste af Bonn, tog vi tilbage til hotellet.
Tilbage på hotellet fik vi badet og gjort os klar og så var det ellers bare ned og finde en taxi. Vi var desværre kommet lidt
sent af sted så da vi ankom var der allerede kommet rigtig mange mennesker.
Damen som tog imod billetterne i indgangen rev dem næsten i stykker ...hvad havde hun lige gang i? De billetter er
dyrebare souvenirs og skal behandles med ærbødig respekt! Nå, men så var der lige en anden dame som skulle visitere
os... he he ...og det var jo ikke det værste! Hun så mit kamera og sagde "Remember, no flash!" "Ja, ja" sagde jeg og var
bare glad for at hun ikke tog det!

Resterne af vores billetter efter den hårde behandling!

Så var det op og ha' en iskold fadøl i den udendørs bar og så bare hen og prøve at finde en nogenlunde plads.
Hmm, det blev sgu ikke til en plads i de forreste rækker, men en plads ca. 10 meter fra scenen og helt ovre i højre side
under en stor skrå metal-afstiver.
Stemningen var allerede fantastisk og snart var der fyldt helt op. Jeg vil tror at omkring 4.000 fans havde fundet vej til
Bonn.
Der var kameraer alle vegne til at optage koncerten. Et kamera på en slags svingarm 'fløj' rundt i alle retninger foran
scenen.
Så med ét skete det... introen startede og gåsehuden begyndte at sprede sig over hele kroppen. Publikum råbte og
skreg og var ellevilde.
Første nummer var "A night to remember" og det var lige hvad vi havde i vente. Så kom "On the loose" og efter det
nummer bød Michael os velkommen til den store 25 års jubilæums koncert og sagde at det var den eneste koncert af
slagsen i Europa og at den var til ære for os.
Folk var ellevilde og begyndte at synge "Happy birthday to you - Happy birthday to you - Happy birthday dear SAGA -
Happy birthday to you".

Lige under den skrå metalstiver som ses foran Michael stod Jacob og jeg.
[Foto: © 2002 Stéphan Hill]

Midt under koncerten hev jeg mit kamera frem og slog selvfølgelig blitzen fra, men nåede kun lige at tage' ét enkelt
billede inden en total emsig vagt kom løbende og bad mig om at følge med. Hvad havde han lige gang i???
Inden han overhovedet nåede at sige noget løb han endnu engang hen og hentede én som stod og tog billeder.
Han sagde så at vi absolut ikke måtte tage billeder under koncerten. Jeg forklarede at jeg både havde spurgt folkene på
scenen dagen før og at damen i indgangen havde set kameraet og havde sagt ligesom scenefolkene at det var okay bare
jeg ikke brugte blitz. Den anden fyr som han havde fat i var en fotograf med pressekort. Vagten blev helt forvirret og
vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre og bad os om at vente mens han hentede arrangøren.
Lidt efter kom han tilbage med en anden mand og vi måtte fortælle hele historien en gang til.
Det endte med at han bare bad mig om at beholde kameraet i lommen og love ham at jeg ikke ville tage flere billeder
under koncerten.

Det eneste billede jeg nåede at få taget af koncerten inden en emsig vagt stoppede mig.

Desværre kan jeg ikke understøtte min fortælling med flere billeder fra selve koncerten som ellers var mere end
fantastisk. Hele 26 numre spillede de i alt.
Ud over "A night to remember" og "On the loose" spillede de "The flyer", "The perfectionist", "Careful where you step",
"Time bomb", "Remember when" og så kom en kort men fed guitar-solo som jeg ikke har hørt før, hvor Ian lige viser lidt
af alt det han kan med en guitar. Den burde være et fast indslag ved koncerterne fremover. Soloen gik mere eller mindre
direkte over i "The one" og efter den fortalte Michael om grunden til de kameraer som 'flyver' rundt foran scenen og
filmer. Koncerten bliver optaget til deres første DVD og at der på grund af et bånd-skift lige bliver en kort pause.
Han spørg så om der kun er tyskere tilstede eller om der også er andre nationaliteter. "Switzerland? France? Belgium?
America?"
Hva' fa'en er den af - han spurgte ikke engang om der var nogen fra Danmark!
Så kommer Daryl frem forrest på scenen med sin klarinet.
"Gutentag" "Having a good time?" "So are we" "Sing along with this one - if you know the words" og han starter på "No
regrets".
Det var i øvrigt sejt at se Jim, Steve og Michael alle stå samtidig og spille keyboards, mens Daryl spillede klarinet.
Derefter er det "Compromise", "Social orphan", "Wind him up" og en kort "Entracte" som går over i "Ice nice", derefter
en akustisk version af "Time's up" kun med Michael, Ian og Daryl på ...harmonika!!!
Det er intet under at Daryl førhen blev kaldt Mr. Versatile med alle de instrumenter han kan spille på.
Derefter "We'll meet again" og "God knows".
Så skulle der skiftes bånd igen og mens det skete kom Susi, Birdy, Lilo og Girl from Baveria ind på scenen med en kæmpe
lagkage og publikum sang endnu engang "Happy Birthday", men om det var for SAGA som havde jubilæum eller om det
var for Michael som havde haft fødselsdag dagen før, fandt jeg aldrig rigtigt ud af.
Efter dette sjove indslag startede SAGA igen med "Always there" - som smukt blev dedikeret til publikum, derefter blev
det "The runaway", og endnu engang spurgte Daryl om vi havde lyst til at synge og han gik i gang med "Scratching the
surface",
Så var det go'e gamle "See them smile" som forsatte lige over i "Take it or leave it". Så kom "Humble stance" og til sidst
"You're not alone".
SAGA takkede af mens publikum bare dunkede derudaf i en blanding af klapsalver og "Zugabe" som er det tyske udtryk
for ekstranummer. Folk ville bare have mer'.
Efter en masse råben og skrigen kom Steve endelig ud og begyndte på en trommesolo, lidt efter kom Michael og
blandede sig og trommeduetten "A briefcase" begyndte til publikums store tilfredshed.
Michael annoncerede derefter at de havde glemt en meget vigtig sang og "Don't be late", som blev aftenens sidste
nummer, begyndte. Dette er en af mine absolutte favoritter og et kæmpe-hit blandt publikum, så det var en rigtig fin
måde at afslutte koncerten på.
Fan- fucking - tastisk! Bifaldet ville ingen ende tage, men da de begyndte at spille musik på scenen, begyndte folk at
forstå at koncerten var slut og at der ikke kom flere ekstranumre.
Jacob og jeg gik hen og stod i den udendørs bar og fik os nogle øl. Humøret var højt og vi stod og snakkede med nogle
yderst flinke tyskere fra Bonn. Det var deres første SAGA koncert og de syntes at det havde været rigtig godt.
På et tidspunkt skulle vi selvfølgelig på toilettet efter al den øl. Da vi kom ud fra toilettet gik jeg og snakkede med Jacob
om at der havde været snak om et aftershow på Café Harmony, som skulle ligge et eller andet sted i nærheden, men at
jeg desværre også havde læst på Worlds Apart at det var blevet aflyst.
Pludselig kom der tre unge tyskere, to fyre og en pige, gående imod os som brokkede sig højlydt over at de ikke kunne
komme ind til aftershowet.
"Heeeey, sagde i aftershow?" spurgte jeg.
"Ja, det bliver holdt lige derhenne" sagde de og pegede på en café som lå inde på koncert-området, "Men vi kommer lige
derhenne fra og vi måtte ikke komme ind da det kun var for 200 speciel indbudte gæster og stedet allerede var fyldt op".
"Pjat, jeg kan få os ind alle vegne" sagde jeg for sjov og med et stort grin om munden.
Henne ved Diner's, som stedet hed, stod der en vagt ved døren og jeg spurgte om vi kunne komme ind.
"Desværre" sagde han - "Det er kun for 200 special-indbudte gæster og her er allerede fyldt op".
"Øv" sagde jeg "så ta'r jeg lige et billede af dig" - så havde jeg da i det mindste et bevis for at vi havde været her og et
billede af manden som stod imellem os og dette paradis med akustisk gig og chancen for at møde alle SAGA-
medlemmerne i egne høje personer.
Han ville dog ikke fotograferes og tog hænderne op foran hovedet, men så skete det mest underlige - inde fra det
bagerste af caféen kom en vagt nærmest løbende hen imod døren.
Han råbte til den anden vagt "It's okay, it's okay - let them in".
Vi fik lov til at komme ind og jeg takkede vagterne.
Tyskerne som var med var helt paffe og spurgte "Hvordan fa'en gjorde du det???"
"Sagde jeg ikke at jeg kunne få os ind alle vegne?" grinede jeg og havde ikke det mindste begreb om hvad der lige var
sket og hvorfor vi fik lov til at komme ind! Men ind kom vi til dette forjættede land af journalister, SAGA-fans og andre
godtfolk.
Desværre var vi gået glip af de akustiske numre.
SAGA stod nede i den anden ende af lokalet og Michael fortalte at vi nu ville få mulighed for at stille spørgsmål til bandet.
Jeg stillede mig op på en stol, til stor irritation for dem bagved, og rakte hånden op.
"Yes" svarede Michael og pegede ned på mig.
"Hi Michael! When are you coming to Denmark again?"
"Are you from Denmark?" spurgte han tilbage.
"Yes".
"Where are you from in Denmark?" spurgte han igen.
"Copenhagen" svarede jeg.
"Are you coming all the way from Copenhagen just to see us?"
"Yes, just for you guys" og følte en vis stolthed ...lige indtil en anden råbte at han var kommet helt fra Mexico for at se
dem. Så var man ligesom banket tilbage på plads hvor man hørte til.
Michael præsenterede så sin nye kone Gwendolyn inden der blev givet frit slag for autografer og interviews.
Jeg maste mig fremad og til sidst nåede jeg op til drengene.

Masser af kendis til aftershowet på Diner's.
Bag Jacob og jeg som fylder det hele, ses Hiromi fra Japan og Birdy og Alex Ohm ses yderst til højre.
[Foto: © 2002 Susi & Tami Zirnik]

Hello Birdy.
[Foto: © 2002 Susi & Tami Zirnik]

Her er jeg begyndt at mase mig fremad i lokalet.
[Foto: © 2002 Susi & Tami Zirnik]

Michael og Jimmy hilser på publikum.

Jim 'Daryl' Gilmour.

Steve Negus.

Jim Crichton omringet af fans.

Ian Crichton.

Jim Crichton.

Susi ta'r billeder i forgrunden.
I baggrunden ta'r jeg et billede af Steve sammen med en af de tyskere som kom ind sammen med os.
[Foto: © 2002 Birte Johannssen]

Lige udenfor caféen fik jeg fat i Michael, lige inden han nåede at smutte ud af bagudgangen.
Jeg spurgte om jeg måtte få et billede sammen med ham og bad en person som også stod dér om at tage billedet.
Efter billedet var taget stod Michael og kikkede lidt op og ned af mig og sagde at jeg med min størrelse kunne være hans
bodyguard.
Jeg ved ikke om han var alvorlig, men jeg fortalte så at jeg faktisk har arbejdet både som bodyguard og som udsmider
gennem 10 år, så han skulle bare sige til, det skulle ikke koste ham en krone. Det ville faktisk være en udsøgt fornøjelse.
Han forklarede at han var ved at lave et solo-album og på et tidspunkt skulle turnere og kom sikkert af den grund til
Danmark og at jeg dér kunne være hans bodyguard.
Jeg spurgte om han ville have mit telefonnummer eller e-mail adresse, men han sagde nej tak da han altid kom til at
smide dem væk, og at han jo alligevel ikke kunne undgå at se mig hvis han kom til Danmark, hvorpå vi begge grinede.
Vi sagde farvel og Michael forsvandt ud ad bagudgangen.

Michael Sadler og mig.

Jeg fik min billet signeret af hele SAGA.

1 2 3