|
Fyens
Stiftstidende |
| Tirsdag d. 17. juli 2007 |
Netavis |
|
Superband kan slutte karrieren i Odense |
|
AF JOHN BORGKILDE Canadiske Saga giver koncert på Posten ODENSE: - Vi er stolte over, at præsentere et verdensnavn som Saga her på Posten, siger Niels Jørgen Simonsen, daglig leder på spillestedet. Det canadiske superband, dannet for 30 år siden, on the road again, har så mange tilhængere tilbage, at der bliver rift om billetterne til koncerten i november. Ikke mindst fordi Saga har en stor og velfungerende dansk fanklub. Jim Crichton, bas og keyboard, Ian Crichton, guitar og Michael Sadler, sanger, fødte Saga-epoken i 1977, og siden har de udgivet 28 albums og solgt millioner verden over. Det mest solgte, "Worlds Apart" (1981), solgte guld i USA, og til trods for, at Crichton og Sadler bor i Los Angeles, og bandet har solgt adskillige millioner af cd'ere i Staterne, giver de aldrig koncert i dér. Så kræser de hellere for et stort loyalt europæisk publikum. Især tyskerne er stadig vilde med pompøse Saga, som de var for 25 år siden, da denne signatur hørte dem i CCH Hamburg for fulde gardiner. Måske sidste besøg Saga indleder Europaturen den 28. juli i Bad Krozingen Festival, og fredag den 9. november når bandet frem til Østre Stationsvej i Odense. Det er ikke første gang Saga er i Odense, men det kan være sidste gang. Gruppen spillede for et totalt udsolgt Fyns Forum (OCC) i 1988 og 1990 i hedengangne Grand Palace. Sangeren Michael Sadler har proklameret, at han forlader Saga ved årsskiftet, og resten af bandet har ikke besluttet om de vil fortsætte. Så det ligner en saga blot. |