| Mandag d. 22. maj 2006 |
|
 |
Saga: Vi skal ikke være |
|
Billeder: Martin Rosenauer Fortiden fylder meget for de canadiske pomp-rockere Saga. Da de besøgte Danmark i december, var det som opvarmning til en dvd-optagelse i Schweiz, hvor de filmede en koncert med hele deres "Worlds Apart"-album fra 1981. Og flere forsøg på at forny sig i de forvirrede 90'ere førte til erkendelsen af, at Saga er bedst til at være Saga. Hverken publikum eller pladeselskab vidste, hvad de skulle stille op, da Saga i 1995 udsendte et stort anlagt konceptalbum med 25 numre om en dreng og hans problemer med sin far, og da de året efter lod sig inspirere af grungen, blev det til alle tiders mest hadede Saga-album, "Pleasure And The Pain". Derfor har Saga siden 1999 holdt fanen højt ved fortsat at være et af de få rockbands, der gør en dyd ud af at lade keyboardet konkurrere med guitaren om at dominere lydbilledet, fortæller bassist og producer Jim Crichton. – Vi har erkendt, at vi er bedst til bare at være Saga. Og jeg synes ikke, vi minder om andre bands. Vi skriver musik på en anden måde. Alle de der små melodi-linjer, som guitaren og keyboardet spiller sammen, dem er der ikke ret mange andre bands, der bruger, forklarer Jim Crichton. Tilliden i teksterne Vi sidder i Amager Bios trange omklædningsrum kort før, Saga skal på scenen med deres seneste album "Trust", som er tilegnet de mennesker, Saga har tillid til. – Vi stoler på dem, vi arbejder sammen med nu, svarer Jim Crichton, på spørgsmålet om, hvem det er. Hvem albummets bitre tekster så handler om, er han straks mere påpasselig med. – De handler nok om nogle af de ting, der er sket for bandet gennem årene, svarer han og fortæller om en turné, hvor Saga spillede for udsolgte stadions i Mellemamerika, mens pladeselskabet fastholdt, at Saga ingen plader solgte i de lande. – Men faktisk har jeg lidt svært ved at forklare teksterne nu, fordi de er så nye, og det gik så stærkt, da vi skrev dem. Der skal som regel gå nogle måneder, inden jeg kan sætte mig og lytte til dem igen for at forstå, hvad de egentlig handler om, forklarer han om indspilningsprocessen. Indspilninger til discountpris "Trust" blev nemlig indspillet på rekordtid for Saga, der normalt godt kan bruge et halvt år på et album hjemme i Jim Crichtons eget studie i Los Angeles. – Denne gang indspillede vi i Toronto. Hele bandet var til stede samtidig, og fordi vi skulle være klar til denne turné, var der fuldt tryk på, syv dage om ugen for os alle sammen. Mens de andre lagde sidste hånd på guitar- og keyboardspor i Toronto, rejste Michael (Sadler, sanger, red.) og jeg til Los Angeles for at skrive teksterne. De skulle nærmest være færdige og klar til coveret, inden de var indspillet, fortæller han og ryster på hovedet over forløbet. Den hurtige proces gav ikke bare Saga et meget umiddelbart og fængende album, men var også meget billigt at lave. Og udviklingen i musikindustrien, hvor der er færre og færre penge til at indspille for, er Jim Crichton ikke helt tilfreds med. – I dag indspiller mange deres musik hjemme i kælderen. Så kommer de for eksempel til mit studie bagefter og spørger, om jeg kan få båndene til at lyde som en rigtig studieindspilning. Samtidig betyder alle hjemmeindspilningerne, at pladeselskaberne forventer, du kan indspille dit album for en femtedel af, hvad du tidligere brugte. Men det er altså svært at få et 50.000 dollars album til at lyde flot ved siden af det, du tidligere brugte 250.000 dollars på, forklarer han opgivende. På vingerne med Iron Maiden Saga læner sig op ad et 30 års jubilæum næste år, og de har flere idéer til måder at markere det på. – Jeg har foreslået, vi skal arrangere en udendørskoncert, hvor vi spiller alle vores numre, men det kommer jo nok til at tage fire dage, griner han. GAFFA nævner en form for pakkeløsning, som for eksempel når Iron Maidens forsanger Bruce Dickinson, der også arbejder som pilot, flyver Maiden-fans til koncerter rundt om i verden. – Jeg har engang fløjet med Bruce – ufrivilligt og ulovligt, bryder Jim Crichton ind og fortæller, at hans studiepartner Keith Olsen, som ejer et lille to-motors-fly, engang indspillede med Bruce Dickinson. – En dag fløj vi op til Santa Barbara for sjov. På vej hjem bad Bruce, som dengang var lige ved at lære at flyve, om han måtte prøve at lande flyet. Jeg gjorde alt for at få Keith til at sige nej – uden at Bruce skulle se mig – men det lykkedes ikke. Jeg var pisseræd! Crichtons ansigtsudtryk viser tydeligt, hvad han følte. – Heldigvis fik Bruce os ned uden problemer, siger han og konkluderer, at et fantræf i Tyskland, hvor Saga stadig har sin største fanskare, nok er det bedste forslag til en 30 års jubilæumsevent. |