|
Herning Folkeblad |
| Mandag d. 15. august 2005 |
Side 6 |
|
SAGA trak vikingerne til blues- og rockfestival |
|
|
|
80 minutter i 80'er-land. Arrangørerne af Bluesfestivalen havde hentet hovednavnet SAGA til landet, og de sendte publikum på en tidsrejse til dengang, det var hot at have langt hår og bruge Korg Synthesizer som musikinstrument. Retrobølgen havde ikke helt sluppet keyboardspilleren Jim Gilmour, som diskede op med en frisure, der ville få selv den flittigste bruger af Carmen Curlers til at blive misundelig. Publikum var ovre de værste teenage-problemer og trampede taktfuldt i fliserne, når der var et riff, de kunne nikke genkendende til. Vikingeinvasion En gruppe af de mest inkarnerede fans bar vikingehjelme til lejligheden, og brød ud i jubel, da det canadiske rockband entrerede Torvet i Herning lørdag kl. 20.25. - Vi var på Skanderborg Festival i går - kun for at høre SAGA, kom det fra fanklubbens bagmand, John Graff, der kunne fortælle anekdoter fra de 28 år, bandet har eksisteret. Forsanger Michael Sadler var i tæt kontakt med vikingerne på første række, der kvitterede med tilråb. - Michael Sadler for president. - President of what? - of Denmark, ha, ha, ha, lød det fra forsangeren, da fanklubben halvvejs havde begravet monarkiet i deres heltedyrkelse af drengene fra Toronto. Vellyd Numrene, der klingede af vellyd og mange års sammenspil, fløj fra scenen og bød den halvblege sommeraften op til dans. "You're not alone" sang Michael Sadler til publikums udelte begejstring. Senere fulgte "Humble Stance", som for alvor fik gang i publikum og gjorde tidsrejsen mere genkendelig. Vi var tilbage i 1982 og numrene fra live-albummet "In Transit". SAGA har i løbet af 28 år kun skiftet ud på én plads. Trommeslager Christian Simpson tog over i 2003, og mange havde sikkert forventet at høre den legendariske trommesolo, som den tidligere mand med stikkerne, Steve Negus, komponerede til "In Transit". Men nej, stikkerne forholdt sig i ydmyghed og troskab til den stil, Steve Negus efterlod. - Anything in particular, you would like to hear?, kom det fra Michael Sadler, som gemte det bedste til sidst: "On the loose" er fra samme album, som er blevet en klassiker. Efterspil - Ekstra nummer, ekstra nummer, kom det fra publikum, som havde fundet sammen i en klapsalve, der fik de aldrende musikere på scenen igen til ekstranummeret "Don't be late". - Tak Herning!, var den sidste røst fra rockbandet, som havde fortjent et større publikum. På bandets hjemmeside kan man allerede læse, at SAGA er tilbage i Canada: "Band has just returned home after 2 shows in Denmark. It's cold up there. Thanks to John Graff for bringing out his Viking army!!!, lyder meldingen, så mon ikke vikingehjelmene bliver gemt til en anden god gang. |
|
Forsangeren Michael Sadler var ikke meget for det, men han tog dog vikingehjelmen på til ære for fanklubben, der ville have ham som »President of Denmark«. |
|
Af Palle Heering Nielsen,
phn@herningfolkeblad.dk |