|
Af Jens Kofod
Er det de musikalske grupper eller samværet, øllene og den fælles
musikglæde, der får folk til at tage til festival?
Spørgsmålet kan med
god ret stilles efter omtrent hver eneste festival, for selv om det
oftest er meget småt med
musikalske nyskabelser og oplevelser, så er
enhver gruppe faktisk på forhånd sikret succes, også selv om deres
præstation er på det jævne og præget af rutine.
Spørgsmålet kan også stilles efter Danmarks Smukkeste Festival, hvor
musikudbuddet endda i forhold til andre
festivaler var begrænset.
Velkendte danske grupper – af gode grunde genbrugt fra andre festivals –
kombineret med
udenlandske grupper af vekslende kvalitet. Skanderborg
Festivalklub skal ikke klandres for, at Saga aflyste sin
Skandinaviens-turné, men hverken Wishbone Ash eller Ten Years After, der
var topgrupper for en halv snes år
siden, var i stand til at henrykke
mere end almindeligt, hvorimod svenske Imperiet og amerikanske Meat Loaf
havde
gejst til at yde mere end det rutineprægede.
Meat Loaf-forsanger Marvin Lee Aday, er stadig voluminøs og både han og
bandet befandt sig så vel under
bøgetræerne, at de næsten ikke var til
at stoppe, men fortsatte ud fra devisen »Vi startede for sent, så vi må
hellere
stoppe meget for sent«.
Det gjorde de så, og det kunne være gået ud over Gnags, men gjorde det
ikke. Tværtimod overtog Gnags et
publikum gearet til et musikalsk
højdepunkt i den egentlige festival-genre – og fik det.
Og når publikum ydermere fik det helt ekstraordinære med Aarhus
Symfoniorkesters deltagelse, ja så er der vel ikke
noget at sige til, at
Danmarks Smukkeste Festival 1988 kan notere sig for sin niende
publikumssucces.
Men det var ikke musikalske toppræstationer, der sikrede succesen. Det
var omgivelserne og samværet – på trods
af vejrgudernes svingende humør.
Arrangørens fastholdelse af et maksimalt deltagerantal er nok også en
medvirkende årsag, selv om det kan ses på billetpriserne, for den
smukkeste er også den absolut dyreste.
Men ikke for dyr, mente dette års festivalpublikum – og satte hinanden
stævne under bøgetræerne igen til næste år,
hvor alle sejl sættes til
den 10. festival i rækken.
|