|
Tekst: Anders Lange
De måtte over Nordeuropa for at få anerkendelse hjemme i
Canada. Og da de så fik den, ja, så
flyttede de. Så nu bor de i hver sin
del af verden – og det er grunden til, at de kan holde hinanden ud
på
11. år!
Rockgruppen med det nordiske klingende navn Saga er dilemmaernes
holdeplads.
I aftes havde trioen vesteuropæisk premiere på et nyt show i
Vejlby-Risskov Hallen.
- Er det virkelig tredje gang, vi er i den hal, spurgte sangeren og
tangentspilleren Michael Sadler i foyeren på Hotel
Atlantic før
koncerten.
Han har dansk kæreste og bor i London. Kollegaen på guitar Ian Crichton
bor i Toronto, Canada, mens bassisten og
tangentspilleren Jim Crichton
(de er brødre) bor i Los Angeles.
- Folk i Canada har nok følt, at vi svigter dem, men det passer ikke. Vi
står ved, vi er et canadisk band, sagde Sadler.
Også selvom det ikke var hjemlandet, der først faldt for gruppens
sammensætning af rockmusik: Den kvart
symfoniske, fuldt ud melodiøse og
stort anlagte rockmusik med brede synthesizer-flader og heftigt
guitarspil som
supplement.
Pophits langt ned i halsen
- Det var det sædvanlige syndrom med, at man skal være kendt i udlandet,
før man bliver anerkendt derhjemme. Folk
her i Europa er måske lidt mere
åbne end canadierne, der er meget hitliste-orienteret. Canadierne
lytter, bare fordi
noget er populært. Og det er kun populært, fordi det
er proppet ned i halsen på dem, time efter time fra de mange
radio- og
Tv-stationer.
Som et ægteskab
- Sådan har det hidtil ikke været her i Europa. Her har folk kunne træffe
deres egne beslutninger, mener Sadler.
Sadler er sikker på, den oprindelige trio i Saga har holdt sammen, fordi
medlemmerne ikke går op og ned ad
hinanden privat.
- Vi ser kun hinanden til prøver, pladeoptagelser, når vi skriver ny
musik og på turnéerne. Det er med til at holde
forholdet friskt. Det er
som et ægteskab, siger Sadler, der ikke er meget for turné-livet.
Trist
I forgårs nåede de f.eks. at tærske fire videofilm igennem under busturen
fra holdets øvelejr i Østtyskland, der
sluttede med to forpremiere-shows
(»de er ikke så vant til rock derovre, så det gør ikke så meget, hvis
det kikser
lidt«).
- Vi kan da godt få tiden til at gå, men de lange perioder borte fra
hjemmet, gør det svært at holde sine venskaber og
forhold ved lige. Jeg
aner f.eks. overhovedet ikke, hvad der er sket med dem, jeg gik i skole
med. Og det er trist. |