Ekstra Bladet
 

 
  Tirsdag d. 27. august 1985

                                                                                                 Side 28


 
ROMANTISK SAGA-ROCK


  Der er to grunde til min Danmarksvisit. Dels vil jeg se min mor, som er dansk gift, dels vil jeg lave lidt PR for vores
  nye LP ‘Behaviour’, siger sangeren Michael Sadler fra Saga.
  Og det var især det sidste han tog sig af i Hotel Kong Frederiks gårdhave igår. Journalister på stribe sad pænt og
  ventede i kø, for at få stjernen på tomandshånd i den lille gårdhave.
  ‘Behaviour’ er resultatet af gruppens ambition om at lave et virkelig gennemarbejdet produkt. Pladen har ladet vente
  på sig – det er ca. 2 år siden vinylet sidst flød fra Saga. Dengang havde Saga superstjerne-status herhjemme, hvor
  de blandt andet indspillede deres live-album ‘In Transit’.
  Jo, der er gået lang tid. Vi brugte 4 måneder alene på teksterne og yderligere 8 måneder på indspilningen. Vi ved
  godt, at man risikerer at blive glemt på så lang tid med den konkurrence, der er i branchen. På den anden side skal
  vi nok overleve, så længe produktet er i orden. Og vi er selv godt tilfredse, sagde Michael Sadler over kaffe og
  cognac.
  Stilen på ‘Behaviour’ er anderledes end den Saga tidligere har fremført. Rocklyden er stadig med, men romantikken
  har fået rummelig plads i både tekster og tempo, ligesom sangen er blevet opprioriteret.
  Vi ville prøve noget nyt, det skal man altid turde. Og så har den europæiske kultur, der er langt mere romantisk end
  for eksempel den amerikanske, haft indflydelse på bandet, mener Michael Sadler , der selv bor i London med en
  dansk pige.
  Sangeren og tekstskriveren ‘tør’ også helt privat uden om Saga. Han er ved at lave et solo-album bestående af
  Saga- numre, der aldrig er blevet brugt.
  ‘Behaviour’ følges i øvrigt op af en turné først i USA, og efter jul i Europa og Skandinavien.

                                                                                                                                                                                       AF HANNE JENSEN
                                                                                                                                                                          (FOTO: RICHARD HAINES)


  Michael Sadler med kaffe og cognac, da han ‘tog imod’ på Kong Frederik i går.