|
Af Jakob Lambertsen
Når man tænker på, hvor mange kombinations-muligheder, der er i de 28
bogstaver i det danske alfabet, er det
næsten ikke til at forestille
sig, hvad man kan få ud af over 100 projektører med en halv snes
forskellige
farvenuancer.
Den canadiske rock-gruppe Saga, som tirsdag
aften gav koncert i Vejlby-Risskov Hallen, havde et sådant lysanlæg
til rådighed.
En genial konstruktør – kunstner, om man så må sige – havde sørget for,
at publikum ikke kom til at kede sig. De
uendelige muligheder , som lå i
de mange lamper, blev udnyttet så fantasifuldt og på så mange måder, som
man
overhovedet kan forestille sig indenfor en tidsmæssig begrænsning på
to timer, uden at det blev forvirrende. Sagas
lysshow var en nydelse –
og misundelsesværdigt for ethvert superdiskotek.
Selve musikken var også en nydelse – tilsyneladende. For kan 2400
tilhørere med en gennemsnitsalder lige omkring
de 20 tage mere fejl end
en anmelder på 31, der for nylig er blevet kaldt mavesur? De fem
canadiere ramte tydeligt
nok plet hos de unge at dømme efter arm- og
benbevægelser – og tilhørerne kunne åbenbart hver eneste af de hidtil
seks saga-lp’er udenad. Der blev sunget med og afgivet kraftige bifald.
En anden kan undre sig. For nok blev musikken afleveret dygtigt og
kompetent. Men uden megen sjæl. Det var flot –
måske lige lovligt
massivt – men den samlede lyd fra instrumenterne stod i rigelig skarp
kontrast til sangeren
Michael Sadlers tynde, om end skarpe stemme.
Arrangementerne rummede ikke mange variationer, endsige
overraskelser.
Men den rytmiske puls – beat’et – var der. Og det er enormt vigtigt i en
sammenhæng som denne.
Sadler kunne i sine bedste øjeblikke ligne en skygge af John Travolta.
Heller ikke de fem aktørers bevægelser og
mimik var deres stærke side.
Men de kunne godt belønnes med et ti-tal for maksimal udnyttelse af hver
kvadratmeter, ja hver kubikmeter af podiet, da der var bygget ekstra småscener op i forskellige niveauer ovenpå den
oprindelige scene.
Chris Rea, der med sit band var opvarmningsnavn, slap i mine øren mere
heldigt fra sin optræden. Han har en stor
stemme, og hans guitarspil går
fra det smukt malende til det hvirvlende aggressive. Derud over har han
en dygtig
pianist, hvis soli ligger et sted mellem rock’n roll og jazz.
I Vejlby-Risskov spillede han kun 45 minutter. Koncert-start var sat til
kl. 20, og kl. 20.00 startede Chris Rea.
Publikum var allerede på det
tidspunkt veloplagt, og det lykkedes at kalde Rea frem til et
ekstranummer, selvom han
ikke gav alt det, han syntes at have i sig.
Formentlig fordi han ville lade tilhørerne beholde deres krudt til
plakatens
hovednavn.
|