|
KONCERT
Af LARS VILLEMOES
Saga og Maestoso, Tivoli, tirsdag aften.
EFTERSPØRGSLEN var så stor, at Toronto-gruppen Saga, der egentlig kun
skulle give koncert i Tivoli onsdag, viste
sig i stand til at fylde
huset både mandag og tirsdag, så gruppen i alt har spillet for ca. 4.500
tilhørere i København.
De færreste navne kan fylde Tivolis koncertsal
tre aftener i træk, men Saga, som hverken er et supernavn i udlandet
eller lægger nyt til den symfoniske rocktradition, har et meget stort og
entusiastisk dansk publikum. 35.000 solgte
lp’er og en velbesøgt turné
vidner om den kommercielle succes.
På scenen har de ikke den nedladende tough guy-facon, som ellers klæber
ved mange af den hårde rocks
instrumentalister. Deres show er flot
timet, pompøst, humoristisk, men først og fremmest pædagogisk: publikum
inddrages i musikken via appel til taktfast klappen, og sangeren Michael
Sadler fremstår trods ret stram koreografi
med en aura som beskedent
hverdagsmenneske der gør sit job. Han er ganske vist iført scenetøj, men
hvert
pludseligt spring fra scenegulv til det podie, hvor hans keyboards
står, ser mere ud som praktisk foranstaltning end
som scenetrick, hvad
det jo reelt er. Både Sadler, bassisten Jim Crichton og
keyboard-spilleren Jim Gilmour på
polyfoniske synthesizers, håndterer
hinandens instrumenter, uden at der gøres et specielt nummer ud af det.
Og
denne underdrevne, workman-like beskedenhed elsker publikum.
Trommeslageren Steve Negus sidder næsten under scenens loft bag sit ca.
20 trommer store dobbeltsæt, men selv i
en afdeling, hvor han og Sadler
lader som om de begge spiller solo på trommer, har sceneriet trods sit
gennem
anlæggets størrelse og placering indbyggede blær, en helt
selvfølgelig, bevidst ukrukket aura.
Endelig er der leadguitaristen Ian Crichton, som tilbud til de
guitar-helt-fikserede, med alle de rigtige
tænderskærende kropsvridninger, når tonehøjden hæves og sænkes i lange unødvendige
solo-præstationer. Hans
spil er også bare en gentagelse af
standardformler fra super-trio-tiden sidst i 60erne og først i 70erne.
MUSIKALSK arbejdes der med en blanding af hårde bas- og guitarriffs i
bunden sammen med Negus’ ret drevne,
smidige trommespil. I lange
dvælende forløb, hvor tonerne ofte holdes over adskillige takter ligger stringer,
synthesizers, piano og orgel, som oftest med små broderende
melodistumper hentet fra klassisk musiktradition,
men på grund af
manglende økonomi og banalt klichévalg, får melodierne kun sjældent de
emotionelle undertoner,
man åbenbart har tiltænkt dem. Det emotionelle
står og falder med Sadlers sang, som hvad angår teksterne stort set
er uforståelig. Med en forkærlighed for deklamerende, sørgmunter
balladestil, optræder Sadler i scenens og
musikkens centrum. På gruppens
sidste lp »Silent Knights« har bassisten Jim Crichton skrevet de
mysterie-dyrkende tekster til flere sange, som bruger scenebilleder i
symbolske skildringer af personlige forhold. I
Sadlers fortolkning får
udtrykket en drejning mod det forfinede og »kulturelle«, som gruppens
popularisering og
genbrug af klassiske klicheer netop lover.
KONCERTEN tirsdag viste ikke Sagas publikum som krops- og dansedyrkere.
Man sad stille og pænt og påhørte, at
blandingen af tung-rock ,
pianistiske færdigheder og pompøs sang blev afviklet som den skulle.
Bolsjefarvet, meget
veltilrettelagt lyssætning. Negus på specialbygget
øve-trommesæt, guitaristen pludselig i et nyt sæt bukser, den
slags ting
gjorde den visuelle side af gruppens to timers optræden spændende nok
for salen. Klapsalverne var af en
sjældent hørt intensitet, gruppen blev
modtaget med stående ovationer og den kollektive begejstring var enorm i
pauserne mellem numrene. Egentlig var intensiteten i musikken meget på
samme niveau fra sang til sang, men
evnen til at bygge de ofte lange
forløb op til pointerede højdepunkter var også en del af Sagas særlige
pædagogik.
Skønhedsdyrkelse, begejstring for det teknisk glatte, men
indholdsmæssigt tomme, de »himmelstræbende«
patetiske guitarglissandi og
synthesizerfraseringer, anråbelsen af det kulturelt fornemme over
fattige, banale
melodier, alt sammen er det noget, rocken syntes at være
kommet over siden midten af 70erne. Publikum syntes for
en stor del at være midt i 20erne, uden markeret tilhørsforhold til hverken den ene
eller anden ydergruppe: diskere,
flippere, rockere, osv. Unge arbejdere,
kontorfolk, enkelte studenter og skoleelever. Mange sikkert med
midt-70ernes
symfoniske rockgrupper som teenage fascination. Og i dag
altså det publikum, som danner grobund for Sagas
biedermeier-rock for
80erne.
|