|
ROCK
SAGA i Tivolis Koncertsal.
Saga er blevet opdaget af danskerne. Dette canadiske band vil følge Dr.
Hooks eksempel og blive verdensberømt,
når først danskerne har givet det
et skub – siger pladeselskabet. Men indtil berømmelsens dag oprinder,
har vi Saga
næsten helt for os selv og kan sætte koncerter op flere dage
i træk til en billig penge.
Michael Sadler er motoren i Saga. Han skriver de fleste af numrene,
synger og er ingen rockstjerne, hvor gerne han
end vil være det, men han
har publikumsappeal.
Jeg havde ikke ventet mig meget af dette band. Musikken er ikke just
nyskabende, ja faktisk ligger gruppens
musikstil i det dødvande, der
opstod mellem de pompøse symfoni-rockorkestres falliterklæring og
punkens
fremkomst i 1977.
Teksterne er ikke værd at recitere. Men det
fungerede. Man kunne kun kapitulere for et dygtigt håndværk. Alle
musikerne i Saga gjorde, hvad de skulle, selvom jeg nu godt kunne have
undværet guitaristen Ian Crichtons
indholdsløse spillen for galleriet.
Men fremfor alt: den største medalje til lydteknikken. Det var en
klokkeren,
gnistrende lyd, som mod slutningen blev skruet kraftigt op,
men aldrig blev en plage for trommehinderne.
Det er så sjældent, man hører et perfekt PA-anlæg, at man i disse
tilfælde er i stand til at bære over med en masse
andet.
Bandet nød det publikum kogte. Et lysshow, der ikke stod tilbage for
lysreklamerne på Rådhuspladsen var en vigtig
ingrediens. Musikerne
benyttede sig af ekko, synthesizerbas og alskens tekniske hjælpemidler,
når den musikalske
kreativitet havde meldt pas, hvad den gjorde temmelig
tidligt.
Effekter og søgen efter effekt? Ja, og gerne for mig. Skal det være
underholdning skal det være ordentligt.
|