|
TRE TIMERS STRØMSVIGT var den dramatiske islæt på Roskildefestivalen
lørdag. Et indslag, som de annoncerede
grupper i Rytmeteltet godt kunne
have været foruden, og som måske/måske ikke kunne have været undgået,
hvis
arrangørerne havde satset på et dansk lydfirma i stedet for
englændere, som i den penible situation viste sig meget
usmidige.
Først fik regnen skylden, derefter blev en forstærker erklæret defekt,
men da lokale elektrikere blev tilkaldt kikkede
de hovedrystende på stik
og ledninger og vurderede dem som “det rene fusk”.
Det tog den engelske lydtekniker sig ret nær. Under eder, som vi vælger
at lade stå utrykte, forlod han
gerningsstedet efterladende den danske
gruppe VoxPop i uvished om spilletidspunktet.
Omsider blev anlægget nogenlunde ordnet, teknikeren beordret ud fra sit
surmulende skjul, og VoxPop talte for til
første nummer blot for at høre tilbagekoblingshyl en masse. Bedre blev det senere, men selv erfarne
musikere ville
være blevet rystet. VoxPop tog tingene med oprejst pande
og scorede alt i alt en umiskendelig publikumssucces
med deres hurtige,
men ikke hurtigt overståede sange anført af Elisabeth Gjerluff Nielsen.
Hun er den egentlige grund til denne gruppe. Medrivende, sikker i sine
betoninger og med en til tider
selvforglemmende entusiasme fik hun, især
i anden halvdel af sættet, forklaret, hvorfor nogen, deriblandt Deres
udsendte, regner hende for det kommende danske rocknavn.
Bag sig hjalp det også, at musikerne virker mere sammenspillede, og at
især rytmegruppen går langt bedre i spænd.
Forinden havde man på Canopyscenen kunnet notere sig, at de nye danske
bestsellers Rugsted-Kreutzfeldt måske
nok appellerer til hele familien,
men sandelig ikke har glemt, hvor de kommer fra.
Nok er det pålidelig pop, men udført af solide rockmusikere med
bassisten Jens Rugsted, som nærmest sparker
musikken ud over rampen med
et spil, der er lige så frækt som det er lydhørt over for de mindste
ujævnheder i et
band, som somme tider lyder en smule for stort.
F.eks. er det stadig et spørgsmål om ikke det er lidt for meget af det
gode med tre guitarister, der næsten står i kø for
at komme til. Og en
kapacitet som saxofonisten Anders Gaardmand virker lidt nødstedt i disse
arrangementer, som
stort set kun har til formål at reproducere pladerne.
Det stillede publikum sig nu mere end tilfredse med.
Det kan Rugsted-Kreutzfeldt så vælge at spekulere eller glæde sig over.
Det rokker ikke ved den kendsgerning, at
lørdagens show i effektivitet
og elektricitet opvejede, hvad det måtte savne i spontanitet.
De udenlandske navne har i år ikke gjort meget væsen af sig.
Franske Malicorne tog dog kegler på deres moderne
tolkninger af
traditionelle folkemusiktoner, medens canadiske Saga ikke alene kom for
sent på scenen, men virkede
ti år forsinket med en tung, uflyttelig lyd.
Men omkring midnat tog tingene fart. Hidtil har Bob Marley været
festivalens musikalske og oplevelsesmæssige
målestok. Fra nu af må den
funktion tilhøre Toots And The Maytals, som efterlod os stumme, åndeløse
og rensede
med efterklangen af en musik ringende i bevidstheden, som nok
er reggae, men hverken er omgærdet af
pseudoreligiøst røgslør eller
denne sindighed som i forkerte hænder let forveksles med ensformighed.
Toots Hibbert og hans Maytals er nok det tydeligste tegn på, at
reggae-kulturen bl.a. har fået inspiration fra sort
amerikansk musik,
som den er blevet defineret af kunstnere fra Tamla-Motown og Stax.
I Hibbert havde vi intet mindre end den musikalske reinkarnation af Otis
Redding, og både James Brown og The
Temptations havde stået fadder til
en sceneoptræden totalt i pagt med musikken, som nok er mere accentueret
end
f.eks. Marley, men aldrig kantet og stiv.
Først hjemme ved skrivebordet gik det op for undertegnede, hvor
virkningsfuld denne opslugende, koncentrerede,
men ubesværede musik
havde været. Jeg havde sat mig for at piratbåndoptage seancen, men nåede
aldrig frem til
at tænde for båndoptageren. |