Politiken
 

 
  Lørdag d. 27. juni 1981

                                                                              2. sektion - Side 6


 
Hør dem i Roskilde

  Mange muligheder i dag


  Af Torben Bille

  ROSKILDEFESTIVALENS andendag i dag er domineret af den danske rockelite. Publikumsinteressen vil nok samle
  sig mest om Canopyscenen, hvor Rugsted-Kreutzfeldt kl. 14 nok er mere på hjemmebane end i torsdags i Tivoli,
  hvor der mere var tale om overdimensioneret familieskovtur end rockshow. Fire timer senere overtages scenen af
  Gnags, dette erfarne musikkollektiv, som i sig selv er en institution, men næsten også et flagskib for festivalen.
  Uinteressant kan man dog på ingen måde kalde SW80, VoxPop og Ballet Mechanique, som henholdsvis kl. 12, 16 og
  22 i Rytmeteltet vil give hver deres fortolkning af retningen for 80’ernes danskrock.
  Fra udlandet kommer svenske Mikael Rickfors på Canopyscenen kl. 12, Ian Dury And The Blockheads samme sted
  kl. 16, canadiske Saga kl. 21 og aftenen afrundes med ægte indfødt reggae fra Toots And The Maytals.
  I Rytmeteltet bydes der kl. 14 på Malicorne, et fascinerende fransk forsøg på at skabe en blandform af traditionelle
  folkemusiktoner og en mere hårdtslående rock. Fairport Convention er en givtig sammenligning for de, der ikke har
  stiftet bekendtskab med Malicorne’s ni LP’er, af hvilke 1976 udgivelsen har fået tildelt Det Franske Akademi’s
  pladepris.
  Mindre finkulturelle, men nok så reelt rockende er svenske Nationalteatern med sangeren Totte Näslund, som uden
  tvivl vil gøre Rytmeteltet for lille ved 18-tiden, og endelig kan nævnes, at Thermænius med bl.a. Irene Becker og
  Pierre Dørge er med til at gøre natten til morgen fra kl. 2.